Te, te, te, te

Jeg er en inkarneret tedrikker og har aldrig lært at drikke kaffe. Te indbyder automatisk til fordybelse, rolig nydelse og til, at man holder en lille pause, mens man nyder den. Man drikker bare ikke en kop te på farten, ligesom man ville gøre med en kop kaffe to go. Man sætter sig ned og lader sig indhylle i duften, farven og smagen (eller det gør man i den ideelle verden). Te er varmt, trygt og trøstende. Te med mælk og honning er dobbelt så hyggeligt.

Både grøn, sort og hvid te stammer fra planten Camellia Sinensis eller underarter af den. Grøn og sort te kommer altså ikke fra forskellige planter. Teen er tebuskens blade, som man bare behandler forskelligt, alt efter hvilken type te man ønsker at fremstille. Grøn te er ufermenteret (u-gæret) og altså blot tørret efter en kort opvarmning, mens sort te først tørres, hvorpå bladene rulles mellem plader, så de knuses. Bladene lægges så ud på borde, så de kan gære/fermentere, og det er her, teen bliver mørk. Til sidst tørrer man teen og sorterer den efter bladstørrelse. De allermindste blade hedder oplagt nok ”dust”, mens de store hedder ”leaf”.

Man høster te på forskellige tidspunkter af året. Den første høst kaldes first flush og er også den mest eksklusive. Hvid te laves af de fineste hvide knopper og sarte spidser på bladene, og det er derfor også en af de dyreste former for te.

Hvis man er professionel tesmager kan man afgøre, hvor højt og i hvilket klima teen er blevet dyrket, og hvornår den er blevet plukket – bare ved at smage på teen. Og så spytter man vist også teen ud, når man har smagt den, ligesom en vinsmager.

Te er altså virkelig en videnskab, og der findes uendeligt mange tetyper og -blandinger. Hvis man er hardcore tedrikker, så har man en tepotte til hver slags te, ligesom almindelige mennesker har en kande til kaffe og en til te. Man sørger også altid for at tebladene kan svømme frit rundt i vandet, og man hader alle former for posete, som ikke er fint nok. Selvom jeg elsker te, synes jeg nu, det er ganske fint at bruge tefiltre af papir, og man kan også sagtens få gode poseteer. Fluks anbefaler jeg lige min yndlingschaite, Tea Pigs Bolly Good chai tea som jeg desværre ikke er stødt på herhjemme. Jeg har købt den i Harvey Nichols (mmmm… dejligt stormagasin i England, som kunne udgøre et blogindlæg i sig selv) i London, men den kan også købes online.

I øvrigt skal man jo heller ikke holde sig for god til at blive tiltrukket af en te, bare fordi den kommer i en flot dåse. Så så man lige sig selv stordrikke alle former for Kusmite, fordi dåserne er så fine.

Urtete kan også være lækkert, men jeg er bare ikke stødt på særlig mange, som smager af andet end hø og Thy-lejr. Der er dog én, man aldrig går fejl af: Frisørens teblanding, som man bl.a. kan købe hos Hans & Grethe Kaffe i Århus. Den smager vildt godt og fyldigt af lakrids, mynte og andre gode sager.

Tip: hvis du gang på gang oplever, at din grønne te bliver bitter, så kan det være, fordi du brygger den med for varmt vand. Lad vandet køle lidt ned, før du hælder det over den grønne te, og se om ikke det gør en forskel.

Dagdrømme

Det skorter ikke på opfordringer om mindfulness, at være til stede i nuet osv. Mine elskede dameblader vrimler med den slags. Og det er også rigtig fint og godt. Når jeg dyrker yoga, er det også noget af det, jeg stræber efter. Men når det er sagt, så er der absolut INGENTING i vejen med en god dagdrøm.


Sidste sommer gik jeg en tur i skoven, højgravid med kæmpe mave (sejlede er vist et bedre udtryk). Jeg gik og tænkte på alt muligt, fantaserede om fremtiden (kunne det handle om en baby?) osv. Indtil det gik op for mig, hvad det var, jeg gjorde, og jeg straks fik dårlig samvittighed over ikke at være til stede i sommerskoven. Så tænkte jeg lidt over det... og blev egentlig ret træt af, at jeg gik og stressede over den slags. Altså helt ærligt, hvis det ikke bliver værre end dagdrømmeri, så går det vist nok alt sammen. Og er det ikke ret fedt at gå og glæde sig til ting eller drømme sig lidt væk, når verden er ond og grå? Konklusion: dagdrømme har også værdi.


Sidder lige nu med en herlig forkølelse og kaster et blik ud i haven (=frimærket), hvor en eller måske to katte har efterladt sig brungule spor i sneen, vel at mærke det øverste lag, orker ikke lige at tænke på, hvad der gemmer sig nedenunder af territoriale afmærkninger. På sådan en skøn dag, hvor man er omgivet af snotpapir og tomme næsesprays, er det bare genialt at drømme sig lidt væk. 


Nu er jeg jo barselsramt, så heftigt forbrug bliver virkelig ved drømmen pt. Har hverken råd eller tid, men altså, man kan jo altid vandre en tur ind på Polyvore - et site, hvor man kan lave de fedeste collager med alt det, man drømmer om - der er simpelthen alle mulige slags lækre sager, og klikker man på dem, linkes der direkte til e-butik og flere informationer (så pas på fristelsen!). Guf. Så kan man også lege, at man er moderedaktør eller sådan noget. Hvis du, som jeg, er fan af disciplinen "jeg skriver ønskesedler", så er det oplagt at visualisere dem på Polyvore. Og det er ganske gratis. Prøv det lige... selvom det er en tidsrøver.


Ovenfor kan du se, hvad jeg fantaserede om kl. 12.01.

Sig det med blomster

Jeg er vist ikke den eneste, der længes efter foråret. Forår=alt uden sne! Selvom jeg sagtens kan nyde sneen og se det smukke i den, så har den bare været her frygtelig længe og gør mange ting besværlige. 

Hvad gør man? Man dropper al nærighed og køber knitrende tulipaner og sprøde påskeliljer, som kan lyse op i stuen og gøre en glad.

I sidste uge var det min mormors 87-års fødselsdag. Vi var i tvivl om, hvad vi skulle give hende. Nogen gange er det faktisk det mest indlysende, som også fungerer bedst. Min søster, kæreste og jeg købte en stor buket blandede tulipaner og en æske chokolade gennem Interflora. Mormor blev så glad og syntes, det var den fineste buket, hun nogensinde havde set. Det er jo rørende nemt at bestille blomster til andre, og jeg var ret vild med Interfloras e-butik, hvor man ved at klikke på de forskellige priser kan skrue op og ned for buketstørrelsen. Simpelt, men virkningsfuldt. 

Nogle af de blomster, jeg sætter mest pris på, er forårsbebudere som krokus, erantis, anemoner og vintergækker. Da jeg for mange år siden arbejdede som pædagogmedhjælper i en naturbørnehave, terpede jeg løs med de stakkels unger, for de skulle bare kende forårsblomsternes navne (min egen datter kan godt glæde sig). Jeg synes, det er almindelig dannelse, at man kender de mest almindelige planter i naturen omkring os (og nu  lyder jeg måske som en på 80, men jeg står ved det), og jeg har altid syntes, det var så sært, når nogen var ude af stand til at kende forskel på eg og bøg.

Det er da lidt af et mirakel, når kridhvide vintergækker kækt skyder op ad jorden. År efter år. Læs mere om vintergækker her (her har jeg også det smukke billede i toppen fra). Foråret skal nok komme, selvom det lige nu er gemt  under sneen. Until then - blomsterhandler here I come. 

Ingenting så stille som sne

Barnet stod op kl. 05.56. Jeg var temmelig træt, men når et lille væsen ligger og roder rundt ved siden af én, og man faktisk næsten kan høre, at hun smiler, så hjælper det lidt på det.
Hvis jeg ikke var stået så tidligt op på en højhellig søndag og havde besluttet mig for at gå en tur med barnevognen, så var jeg gået glip af morgensolen, som lige for tiden da vist er lidt af en sjældenhed.

Jeg ville heller ikke have lagt mærke til de myriader af fodspor, som var frosset fast ude på stien foran vores hus eller have set skoven mod den blå himmel og min og barnevognens skygge på sneen.

Men jeg ville have haft varme hænder. De blev faktisk så kolde, at et stk. nærdød mor sendte hede blikke til barnets rulamsluffer og måtte kamptrave hjem bag Oddervognen for at overleve. 

Det kan godt være, den her vinter er pæn (ihvertfald her til morgen), men den er dæleme kold og lang.

Nu faldt der ingen sne i dag, men jeg kom alligevel til at tænke på Helge Rodes digt Sne, som de fleste af os nok kender som sangen Der er ingenting i verden så stille som sne. Det er vanvittigt smukt. 

Der er ingenting i verden så stille som sne,

når den sagte gennem luften daler,

                      dæmper dine skridt,

                      tysser, tysser blidt

på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,

svanedun fra himlens hvide vinger.

                      På din hånd et fnug

                      er som tåredug.

Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.

Tys, du lytter, til det tavse klinger.

                      O, så fin en klang,

                      sølverklokkesang

inderst inde i dit hjerte ringer.

Artig æbletærte, der føles syndig

Jeg elsker æbler i bagværk. Der er et eller andet helt vildt dejligt over den smag, der kommer frem, når et æblestykke bliver bagt sammen med en dej. Sødt og syrligt og lidt snasket på en god måde. Og når man så krydrer det hele med vanille og kanel (åh vanille... mundvand), går det bare op i en højere enhed.

Jeg er en kagesøster, så er det sagt. Det er bare for hyggeligt at bage en kage, indsnuse duften mens den bliver bagt og servere den for sig selv og andre med en kop te. Hvis man så oven i købet er så heldig at finde opskrifter på kager, der er fedtfattige, men til gengæld vildt gode og meget nemme at lave, jamen så er der absolut ingen undskyldninger for ikke at smovse. (I min verden betyder fedtfattig mest, at man så kan spise dobbelt så meget.)

Jeg har et par opskrifter på æblebagværk, som jeg har tyndslidt. Begge har jeg fundet i dameblade. Den ene er en Anne Larsen-opskrift (og nej, jeg kunne ikke drømme om at skylle mit hakkede kød, som hun engang gjorde), og den får du her. Den anden er en opskrift på æblemuffins, men den kan du få en anden gang.

Æbletærte - til en stor tærteform

Selve kagen: 3 æg, 150 g rørsukker, 4 store æbler, 225 g mel, 3 tsk bagepulver, korn fra en halv stang vanille.

Pynten: 1 stort (måske to) æble, 1-2 spsk rørsukker, 1 tsk stødt kanel, korn fra en halv stang vanille, en håndfuld groft hakkede mandler.

Tilbehør: Græsk yoghurt/vanilleis/flødeskum

Pisk æg og sukker let og skummende. Skræl og udkern æblerne og skær dem i tern. Vend æblestykkerne i æggeblandingen med mel, bagepulver og vanille. Hæld det hele i en tærteform.

Skræl og udkern æblet til pynt. Skær det i tynde bådskiver og læg dem i et fint mønster oven på dejen. Bland sukker, kanel, vanille og mandler og drys det over.

Bages ved 200 grader i ca. 40 min. Serveres med fløjlsblød græsk yoghurt eller noget andet dejligt som fx vanilleis.

Ekstremt nemt og ekstremt godt.

PS: Æbletræet på billedet står (forhåbentlig stadig) i den franske region Franche Comté. Det var én stor dejlighed af grønne sprøde æbler.

Hverdagsguld

Hverdag, er det ikke noget med leverpostejsmadder i sølet madpapir? Beskidte snørebånd, cykelture med tungen ud af halsen, emballage, der ikke kan åbnes, rutinegrå linoleumsgulve og computertrætte øjne? Hm... det er det vel.

Men det er sgu da også her og nu. Hverdagen er livet, som det er, en stadig strøm af tryghed, varme, små overraskelser og til tider store udfordringer. Jeg er ret glad for den hverdag, også selvom den nogen gange er småsur.

Jeg blev mor for ikke så længe siden, og min lille pige minder mig om (på sin egen savlende, smilende og pruttende måde), at hver(-)dag er en gave, som vi for pokker skal pakke op og nyde. Man behøver ikke være lalleglad, bare man nyder duften af chokoladekagen eller føler den sære tilfredsstillelse ved at indføre nye traditioner eller måske gentage de gamle til hudløshed.

Min hverdag er ikke en evig dans på roser, og jeg er hverken Isabella Smith eller Camilla Plum. Men det, jeg gerne vil dele med dig, er nogen af de ting, jeg gør, ser og tænker, for at min hverdag skal blive meningsfuld. 

Jeg håber, du har lyst til at føle dig hjemme i min hverdag, og jeg lover dig, at det ikke vil skorte på tanker og ord om alt det, der gør hverdagen hjemme hos mig dejlig.